I indlægget her vil vi tale om at give kærlighed til vores tøj, og vi skal nok komme til sagen. Men først en lille indledning. Formentlig sat i gang af den nyligt overståede modeuge …

I Det Kollektive Klædeskab er vores mission officielt ”et opgør med overproduktionen i tøjindustrien”. Det er sådan vi, bl.a. her på vores hjemmeside, har beskrevet, hvem vi er. Tekstilproduktion er nemlig en af de mest forurenende industrier i verden og derfor et yderst relevant område at ændre på. Samtidig er tøj en af de få forbrugsvarer, der er blevet billigere over tid, men hvor danskerne alligevel år for år bruger flere og flere penge! Så hvordan gør vi op med den overproduktion – og overforbrug, som det jo også er?

Producentansvar og lovgivning

Der er, efter vores mening, ingen tvivl om, at producenterne skal tage et kæmpe ansvar for netop produktionen. Meget større ansvar, end de gør lige nu. Det gælder fx mængden af tøj, produktionsmetoder, arbejdsforhold, antal af kollektioner og meget mere. Og at nogle (især politikerne) skal blande sig via lovgivning, afgifter og hvad de ellers har af redskaber i deres penalhus. Heldigvis er der snart et forbud på vej mod afbrænding af usolgt tøj (hvem har dog nogensinde syntes, at det var ok?!!!), men forhåbentlig bliver der også kigget på afgifter på tekstil, krav om genanvendelse, og hvad med fx håndværkerfradrag på reparation af tøj?

Det har lige været Copenhagen Fashion Week. Vi har fulgt godt med fra sidelinjen og kan varmt anbefale at læse med hos fx Tanja Gotthardsen, der er anti-greenwashing specialist og rigtig god til at bide industrien i haserne. Vi hepper meget på den – helt afgørende – del af løsningen.

Hvordan kan vi som individer gøre en forskel?

Heldigvis er der også en masse, vi selv kan gøre. Som individer og i fællesskab.

I Det Kollektive Klædeskab gør vi og vores medlemmer allerede en hel masse hver dag ved at få det tøj ud af skabene, som vi ikke længere selv bruger. Så det kan blive brugt af andre. På den måde bliver tøjet byttet mellem vores medlemmer og mindsker deres efterspørgsel efter nyt tøj. De har nemlig mulighed for at bytte sig til lækkert secondhand, når de skifter stil, størrelse eller livssituation. Så at bruge det tøj, du har i skabet, mere og længere eller bytte det med andre, er et rigtig godt skridt på vejen.

Og det glædelige budskab er, at der er endnu mere, vi alle sammen kan gøre for at mindske efterspørgslen efter nyt og øge brugen af det tøj, som allerede findes.

Giv kærlighed til tøjet i skabet

Det er snart Valentins Dag. Det kan man mene meget om, men det vil vi ikke bruge tid på i det her indlæg. I stedet for vil vi opfordre til, at vi bruger den kærlige anledning til at give noget kærlighed til … tøjet i vores skab!

Ved at fokusere på at pleje og på at vedligeholde det, vi allerede har, får vi det nemlig til at holde sig længere og ikke mindst holde sig godt længere, så vi har meget mere glæde af det. (det samme kan du jo så omsætte til parforholdet eller venskabet, hvis du også har et kærligt Valentines-fokus på det i den her uge ;))

At pleje og vedligeholde dit tøj kan være mange ting og kan tilpasses efter, hvor meget tid, du har, og om du har penge til projektet.

Det kan fx være

  • Reparation af skader og slid
  • Blid og nænsom vask (eller måske næsten ikke at vaske!)
  • God opbevaring af dit tøj
  • Pleje og vedligehold
  • Tilrettelser og redesign
Reparation

Hjemme hos mig er der altid en stak tøj – både mit eget og børnenes – som jeg liiige skal have fikset ved lejlighed. Noget skal have skiftet en lynlås, noget mangler en knap, og en uldtrøje har et lille hul. Men nøj, hvor får det tøj lov at ligge i den bunke længe! Og det er jo faktisk synd, når det gør mere gavn, når det bliver brugt.

  • Lad dig inspirere af profiler på fx instagram, som reparerer med både synlige og usynlige teknikker
  • Måske du har en i din familie eller netværk, der kan lære dig at fikse hullet i strikken. Og så kan det i øvrigt være hyggeligt og meget nemmere at komme i gang, når man er sammen om det.
  • Der findes efterhånden masser af kurser, både fysisk og online, hvor du kan lære at reparere. Hold bl.a. øje med, når vi har workshop eller find et andet i nærheden. Det er moderne lige nu.
  • Find en professionel og betal dig fra opgaven
Vask

Vask og centrifugering er noget af det, som slider på tøjet, så her kan det virkelig nytte at være opmærksom, så du får dit tøj til at holde sig pænt længst muligt.

  • Vask dit tøj på vrangen (sådan kan du bl.a. forebygge det forvaskede look og de hvide streger på jeans)
  • Læs altid vaskevejledningen i tøjet (og google det, hvis du ikke kender symbolerne på mærket)
  • Meget tøj kan nøjes med 30 grader og mindre centrifugering
  • Brug vaskemiddel, der passer til tøjet (uldvask, farvet, hvidt osv.)
  • Vask delikat tøj i en vaskepose
  • Meget strik og særligt uld kan ofte nøjes med at blive luftet for at blive friskt igen (især virksomt i frostvejr)
  • Lad strik og andre tungere dele tørre fladt, så det ikke bliver trukket ud af facon
Opbevaring

Opbevaring af tøjet kan være vigtigt på flere måder. Det kan være med til at beskytte dit tøj – og så kan det få dig til at bruge tøjet mere.

  • Opbevar dit tøj synligt og tilgængeligt, så du har overblik over det, og det ikke ligger gemt og glemt
  • Måske kan du lide at opdele dit tøj i farver eller kategorier. Fx strik, kjoler, langærmede t-shirts, kortærmede t-shirts, jeans osv.
  • Måske kan du have glæde af at gemme det mest sæsonprægede tøj væk nogle måneder om året, så det ikke forstyrrer dit øje og fylder, når du ikke skal bruge det.
  • Hvis du pakker uld væk om sommeren, så pak det gerne i en lukket pose, så du undgår møl. Det er så ærgerligt at finde det frem igen og opdage huller.

Også opbevaring og inddeling af dit tøj findes der masser af inspiration til på nettet og diverse platforme. Så find en måde, som giver dig overblik og glæde, når du kigger ind i skabet. Så får du meget mere af tøjet i brug.

Pleje

Pleje og vedligehold af dit tøj kan få tøjet til at shine igen og give dig masser af fornyet lyst til at tage det på. Du kan fx

  • Pleje lædersko- og tasker
  • Vaske dine sneakers (som du kom til at tage på til havearbejde, og som nu står lidt stille, fordi de er beskidte) med en våd klud, og du får lyst til at få dem på igen
  • Klippe strittende småtråde af tøjet, så du får en bedre finish og mere lyst til at gå med det
  • Fjerne fnuller fra særligt strik og ribkanter, og det ser næsten ud som nyt igen
  • Dampe i stedet for at stryge tøjet. Det kan rette folder på det meste tøj ud, og det er langt mere skånsomt
Tilrettelser og redesign

Har du tøj liggende, som du synes er super lækkert, men som du ikke får brugt, fordi blazeren er lidt for bred i skulderen, bukserne mangler at blive lagt op, eller du har fået en ærgerlig rødvinsplet på brystet af din kjole? Så find symaskinen frem, eller få en anden til det. Tøjet fortjener at blive brugt – og du fortjener tøj, som passer til din krop og den, du er. Det er kærlighed både til dit tøj – og til dig selv. Så

  • Få lagt bukserne op
  • Få syet kjolen med pletten om til en nederdel
  • Få rettet til, så skulderen på blazeren passer dig

Lad endelig ikke dine nuværende evner stoppe dig. Alt herover kan læres, og der er masser af inspiration at hente, hvad end du er glad for at bruge insta, youtube, en bog eller noget helt andet. Vi er selv begejstrede for bl.a. tips og guides fra @omklaedt, @klimamusen og @bedremode (ikke reklame, bare ægte entusiasme).

Og hvis du alligevel gerne vil lade dine nuværende evner stoppe dig (hehe…og det er jo fair nok), så find en syer eller skrædder i dit nærområde. Eller aflever sko og taske til pleje hos skomageren. Fagfolkene vil med glæde tage opgaven for dig. De brænder nemlig for det samme tema – ”Tøjet længe leve”.

Blog

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.